Jörg J. Buchholz

Skjalm Hvide.jpg

Skjalm Hvide Jarl Af SjællandAlter: 57 Jahre10451102

Name
Skjalm Hvide Jarl Af Sjælland
Vornamen
Skjalm Tokesen
Nachname
Hvide
Namens-Suffix
Jarl Af Sjælland
Geburt vor 1045 45 71
Tod eines VatersToke Trylle Hvide
zwischen 1050 und 1080 (Alter 5 Jahre)

Geburt eines Sohns
#1
Ebbe Skjalmsson Hvide
um 1090 (Alter 45 Jahre)
Tod einer EhefrauSigne „Sparkling“ Asbjørnsdtr
um 1096 (Alter 51 Jahre)
Beruf
Jarl Af Sjælland

Tod nach 1102 (Alter 57 Jahre)
Familie mit Eltern - Diese Familie ansehen
Vater
Mutter
Heirat:
er selbst
Familie mit Signe „Sparkling“ Asbjørnsdtr - Diese Familie ansehen
er selbst
Ehefrau
Sohn

Gemeinsame Notiz

Tilføj notat Forside -> Om os -> Historien

  1. november 2010

Historien om Ebbe Skjalmssøn har været bragt i Skjalm to gange. Første gang tilbage i november 1985 - april 1986 og anden gang i en let redigeret udgave i 1992. Forfatteren, som underskriver sig "Herold", er Bjarne Hofmann, der var med i Ebbes Gamle Venner (EGV - en gruppe af gamle spejderforældre). HISTORIEN OM EBBE SKJALMSSØN

Ebbe Skjalmssøn er af Hvideslægten, som har fostret andre og mere berømte mænd end vores egen Ebbe. Absalon er én af dem, og hans betydning for København er vel kendt af alle. Esbern Snares navn kendes også af mange. Han er bror til Absalon, og som denne tillægges han også at have grundlagt en by, nemlig Kalundborg.

Ebbe Skjalmssøn var storebror til Absalons og Esberns far, Asser Rig, og søn af Skjalm Hvide. Heraf betegnelsen Hvideslægten.

Tidligere tiders historikere tillagde Hvideslægten at nedstamme fra sagnhelten Palnatoke, men af hensyn til stamtræets overskuelighed starter vi omkring år 1000.

Det er på det tidspunkt, at vikingetiden ophører og middelalderen begynder. Gorm den Gamle er forlængst død. Harald Blåtand har ristet runer på Jellingestenen om, at han "gjorde danerne kristne".

Riget blev samlet under en konge, samtidigt med at man forsøgte at udvide det til alle sider. Sven Tveskæg erobrede England i år 1013. Både han og sønnen Knud den Store tævede nordmændene, men så begynder det at gå lidt tilbage.

Da Knud den Stores søn dør i 1042 tabes England, så da Svend Estridsen kommer til magten i 1047, har han hænderne fulde. Harald Hårderåde gør oprør i Norge, der er konstant ballade med svenskerne, og fra syd plyndres vi af venderne, der driver sørøveri langs de danske kyster. Flensborg var den gang, som i dag, den vigtigste by mod syd, idet datidens spritrute, også kaldet Hærvejen, endte der.

Jo, der var brug for brave, tapre og kongetro mænd, og det er i dette kaos, at Skjalm Hvide, jarl af Sjælland dukker op i historien.

Skjalm Hvide var en magtfuld skikkelse i en urolig tid. Første gang vi træffer ham er i slaget ved Niså i 1062. Oplysningerne om ham er sparsomme, men vi ved, at han har over 50 virksomme år, hvor han opnår at samle store jordegodser på Midtsjælland - og bl.a. også her på egnen. Han bliver høvedsmand over Sjælland og Rügen - og når endelig at virke under seks konger, inden han afgår ved døden ca. 1114, efter datiden som en tussegammel olding.

I det følgende har jeg derfor valgt at flette Skjalm Hvides og Danmarks historie sammen for at vise tidens vilkår.

1062

Skjalm Hvide deltager i slaget ved Niså som høvedsmand over Sjælland. Han nævnes af Saxo Grammaticus for sin og sine mænds tapperhed. Især nævnes blandt hans rorgængere Aslak, der betog såvel venner som fjender ved at rydde et langskib for fjender uden andre våben end en stor egestamme.

Skjalm Hvide selv såredes hårdt og mistede så meget blod, at han blev overmandet og taget til fange - men trods tidens traditioner skånet. Næste nat flygtede han fra sit fangenskab og nåede sikkert hjem.

I øvrigt tævede Harald Hårderåde og nordmændene Svend Estridssøn og danskerne eftertrykkeligt ved denne lejlighed.

1064

Slutter vi fred med Harald Hårderåde.

1066

Harald Hårderåde forsøger sig i England, der på dette tidspunkt var traditionelt område for nordisk ekspansion, men han kommer til kort. Den engelske konge, Harald Godwinson, nedkæmper ham ved Stanford Bridge.

I mellemtiden er en normanner, Vilhelm Erobreren, landet med sin hær i Sydengland, og det kommer til et slag ved Hastings. Her vinder normannerne, Harald falder og Vilhelm bliver konge i England.

Imens sad Svend Estridsøn hjemme i Danmark og funderede over, hvordan han kunne blande sig. Han var for øvrigt i familie med med både Harald og Vilhelm, men det var ingen hindring for lidt personlig vinding - dengang.

1074

Efter Svend Estridsens død vælges hans søn Harald Hein - eller Hen efter den bløde hvæssesten. Hans skuffede bror, Knud, drager i 1075 til England og plyndrer - nogen skal det jo gå ud over. Han risikerer dog ikke kamp med Vilhelm, men vender hjem igen.

1080

Så lykkes det for Knud, endelig konge.

1085

Knud vil igen til England og plyndre, men flådens mandskab vil hjem og høste. Så Knud kommer ikke til England.

1086

Knud plyndrer i Vendsyssel - skatter er opfundet nu, og desværre ikke siden afskaffet. Jyderne er ikke tålmodige skatteborgere. De forfølger Knud helt til Odense, hvor han dræbes i Sct. Albani kirke.

Broderen Oluf følger efter ham som konge i en ulykkelig tid med ulykker og nød - man er nødt til at slagte heste, fortæller Saxo (heste var dengang uren spise) - Oluf bliver derfor begavet med tilnavnet Hunger.

Oluf dør i 1095, om det var af sult vides ikke.

ca. 1090

Venderne opsnapper og dræber Skjalm Hvides bror, Auden, da han sejlede fra Sjælland til Lolland. Skjalm Hvide er på dette tidspunkt så mægtig, at han på tinge kalder til leding (=krig) uden om kongen og med stor succes og megen grusomhed hjemsøger venderne.

Senere deltager Skjalm Hvide i adskillige togter mod venderne og blev høvedsmand over Rügen.

1095

Olufs bror, Erik, bliver konge, tiderne ændrer sig, og han kaldes Ejegod. I øvrigt er han god af sig.

Han får sin bror, Knud, der, som det fremgår af ovenstående, var en hård hund, gjort til helgen.

Han var også god ved damer, så god, at den gamle munk, Saxo, har svært ved at finde en grimasse, endsige en undskyldning, overfor dronningen. Til sidst må Erik Ejegod på pilgrimsrejse til Det hellige Land, men dør på rejsen.

Skjalm Hvide må tage sig af Eriks eneste ægte søn, Knud, der desværre er for ung til at blive konge. Farbror Niels vælges, - det kommer til at give problemer senere.

1113

I 1113 har kong Niels nogle familiestridigheder om arv i Nordtyskland, men løber ind i et nederlag og undslipper med nød og næppe. Niels er øjensynlig en svag konge. Det betyder bl.a., at venderne har frit spil til deres sørøveri i de danske farvande. Det koster Knud en stor sum penge, som han har hentet hos sin plejefar, Skjalm Hvide. Ved overfarten fra Sjælland til Fyn må mandskabet kaste pengetønden overbord for at slippe fra venderne. Kong Niels er i bæltet med skibe, men er magtesløs. Knud tager sig det meget let, - nu behøver han, som han siger, ikke at frygte at miste familiens skat, men kan friere anvende de midler, han senere samler.

1114

Skjalm Hvide dør.

Efter Skjalm Hvide følger sønnerne Toke Skjalmssøn, Ebbe Skjalmssøn, Asser Røg (eller Rig), Sune Skjalmssøn, og døtrene Cecilie, Mogga og Margrethe.

LOKALHISTORIE

I vores fortsættelse af historien om Ebbe Skjalmssøn må der luskes lidt lokal- og kirkehistorie med ind i billedet.

Erik Ejegod tog jo ikke på pilgrimsrejse på grund af de fremmede damer eller de uægte børn, men fordi han sandsynligvis i beruselse "kom til" at slå fire af sine egne mænd ihjel.

Hjem fra rejsen sender han én af de utallige splinter fra "Herrens kors", samt fra den hellige Niels' ben til den kirke, han havde ladet opføre i Slangerup.

Kirken skulle opføres således, at alteret skulle stå på samme sted som hans vugge havde stået. Der må således have ligget en kongsgård i Slangerup, og det er derfor også sandsynligt, at Hviderne har opholdt sig i nærheden.

Der var etableret en forsvarslinie fra Slangerup langs Mølleåen til Farum, hvoraf Bastruptårnet var ét af fæstningsværkerne.

I et gavebrev fra kong Niels optræder et vidne blandt de kongelige ved navn "Ebbe af Bastrup", som man mener er en høvdingesøn, så mon ikke det skulle være vores Ebbe Skjalmssøn, der har stået for dette fæstningstårn, som vi i dag kender som Bastrupruinen. I alle tilfælde er det ikke kun Skjalm Hvide motel, der tyder på dette, men også Jørlunde kirke, der menes bygget af Hviderne.

Mellem femten og sytten hundrede af vore landsbykirker blev bygget i perioden fra slutningen af det 11. til slutningen af det 12. århundrede samt en mængde klostre. Således er Stenløse, Slagslunde og Ganløse kirker bygget i denne periode.

Hviderne deltog meget aktivt i byggeriet. Sammen stiftede Skjalmssønnerne Sorø kloster. Ebbe Skjalmssøn og hans hustru Regnild påbegyndte bygningen af Bjernede rundkirke, som kan ses den dag i dag, og som færdigbyggedes af deres søn Sune. Den mest kendte kirkebygger af Skjalmssønnerne var Asser Rig. Han var gift med Inge, en datterdatter af Knud den Hellige, og de byggede Fjenneslev kirke og formentlig også Tveje Merløse kirke.

Om Skjalmdøtrene kan nævnes, at Cecilie blev gift med Peder Thorstensen, der menes at have bygget en rundkirke nord for Sorø, hvor nu Pedersborg kirke ligger.

Om Mogga ved vi, at hun blev gift, og at hun som enke indgav sig til Roskilde Kloster. Det eneste kendte om den yngste datter Margrethe er, at hun var nonne i Roskilde.

... OG SÅ TILBAGE TIL HISTORIEN.

På kongesiden forventer Magnus at blive konge efter sin far, men frygter at blive vraget til fordel for den populære Knud Lavard, som efter Erik Ejegods død var opfostret hos Skjalm Hvide.

Da kong Niels også gerne selv ser sin egen søn på tronen, giver han Magnus lov til at rydde Knud Lavard af vejen, og dette sker på listig vis i Haraldsted skov i 1131.

Men Skjalmssønnerne, som aner den rette sammenhæng, slår til. Da de ikke må begrave Knud i Roskilde, sørger de for, at han bliver begravet i Ringsted. Derefter tager de rundt og fremviser Knud Lavards blodige kjortel og ægger folket til kamp mod kong Niels og Magnus.

Kort efter Knuds død føder hans kone Ingeborg en søn, som kaldes Valdemar efter sin morfader Storfyrst Vladimir, og han kommer som sin far i pleje hos hos Hviderne på gården i Fjenneslev.

Allerede på dette tidlige tidspunkt har Asser Rig taget førstepladsen. Selv om han aldersmæssigt kun er nummer tre, har han overtaget hovedgården, og bliver plejefar for Valdemar.

Der bliver nu borgerkrig mellem kong Niels og Magnus på den ene side, og Knud Lavards to uægte brødre Erik og Harald på den anden, og efter en lang og hård kamp går Erik af med sejren, formentlig støttet af Hviderne, og bliver konge med tilnavnet Emune. Han forsøger hårdt og tyranisk at genoprette ro og orden i landet, men også han må lade livet på tinge i 1137, og dermed er alle borgerkrigens kongeemner udtømt.

Kongeemnerne på sværdsiden er Svens Erikssøn, Knud Magnussøn og Valdemar Knudssøn, men de er alle endnu for unge til at slås, og derfor er man nødt til at vælge en fra spindesiden.

Man vælger Erik Lam, han er Erik Ejegods dattersøn, og tilnavnet har han fået, fordi han er en noget svag fyr, der ikke udretter stort andet end at få tiden til at gå, indtil Svend, Knud og Valdemar er gamle nok til at fortsætte kampen om tronen.

I de følgende kampe mellem kongesønnerne kommer Ebbe Skjalmssøn og de andre Hvider, som længe havde haft det som blommen i ægget, rigtigt ud og får en på skallen.

SVEND, KNUD OG VALDEMAR

Svend, Knud og Valdemar er alle mere eller mindre ægte oldebørn efter Sven Estridsøn, Svend og Valdemar er børnebørn af kong Erik Ejegod, Knud af kong Niels.

Men de er ikke "morderlig" gode venner, for Valdemars far, hertug Knud Lavard blev myrdet af Knuds far Magnus, som så til gengæld blev myrdet af Svends far, kong Erik Emune. Der er således lagt op til et godt familiedrama.

Skjalmssønnerne er opvokset sammen med med Knud Lavard, og de støtter derfor hans søn Valdemar, som for tiden opfostres hos Asser Rig sammen med dennes sønner Absalon og Esbern på gården i Fjenneslev.

Valdemar er i 1146 kun 15 år gammel og Hviderne samler derfor deres støtte om Valdemars halvfætter Svend, som nu er 21 år. Knud har på grund af sine forfædres misgerninger ikke mange tilhængere på Sjælland, og han tager derfor til Viborg Ting, hvor jyderne vælger ham til konge.

Svend lader sig opstille på Sjælland og vælges til konge med Hvidernes støtte. Ebbe Skjalmssøn tager roret, og den unge Svend foretager sig intet uden at spørge ham til råds. Man indser straks, at her gælder det om at få skåningerne, som tidligere har støttet Magnus over på deres side. Det lykkes også ved en smigre-ekspedition at få dem til at vælge Svend til konge, og så har man ryggen fri.

Mens Svend er i Skåne, skynder Knud sig til Sjælland og overtaler den mægtige biskop Eskild til et komplot mod Svend. Komplottet mislykkes, Eskild tages til fange, og Svend forfølger Knud, som han slår i et voldsomt slag på Hvidernes enemærker ved Slangerup endnu i 1146.

Svend er dog så bange for Eskild, at han frigiver ham og tildeler ham meget gods for at få ham på sit eget parti. Eskild er mest knyttet til Knud, men er ærkebiskop i Lund, hvor Svend er valgt til konge, så han forsøger at forlige de to konger for kirken og mod venderne. Men de ryger hurtigt i totterne på hinanden igen.

Svend befæster Roskilde og sætter Ebbe Skjalmssøn til at passe på byen, mens han selv tager tilbage til Skåne.

Knud forsøger at indtage Roskilde ved list, men Ebbe Skjalmssøn tager hans sendebud til fange, og Knud tager tilbage til Jylland for at samle kræfter.

Han vender dog uventet tilbage gennem Isefjorden, indtager Roskilde og afbrænder Ebbe Skjalmssøns gård, så han med ild i halen må flygte over til Svend i Skåne.

Flere og flere slutter op bag Svend, og i 1148 forsøger han sammen med Eskild et comeback ved Tåstrup, og Knud må tilbage til Jylland.

Ebbe Skjalmssøn, som nu er hjemme igen, men husvild, flytter ind på Knardrupgård - eller Knarretorp, som den hed dengang.

Valdemar er nu blevet gammel nok til at blande sig i opgøret, og han melder sig ikke uventet under Svends faner. Valdemar er blevet meget populær, ikke mindst i Slesvig, hvor hans far var hertug, og Svend gør Valdemar til hertug af Slesvig. Valdemar må dog først smide Henrik Skadelårs søn, Knud Henrikssøn ud, for ham har Knud i forvejen gjort til hertug der.

Dette lykkes og giver ham god kamptræning. Efter et uheldigt slag ved Ejderen må Svend trække sig tilbage til Skåne for at samle kræfter, men i 1150 føler han sig stærk nok til at prøve kræfter med Knud i Jylland.

Han drager afsted, men på Fyn hører han, at Ebbe Skjalmssøn er død, og han tilbage til Sjælland for at sørge over tabet af Ebbe. Dette fortæller noget om, hvor meget nært venskab, der var imellem de to. Efter Ebbe Skjalmssøns død overtager hans søn Sune Ebbesøn ikke kun Knardrupgård, men også sin fars plads hos kong Svend.

Året efter drager Svend atter mod Jylland til det første store opgør, hvor også Valdemar deltager sammen med Toke Skjalmssøns søn Stig Tokesøn, som i øvrigt også var gift med Valdemars søster Margrethe.

Ud over disse har sikkert også Sune Ebbesøn og andre af Skjalm Hvides børnebørn deltaget i dette togt.

Det store slag kommer til at stå ved Viborg, Svend og Valdemar slår Knud så eftertrykkeligt, at han må flugte til sin stedfader, kong Sverker af Sverige, som efter Magnus'død havde giftet sig med Knuds mor.

Svend og Valdemar lider også tab i slaget, bl.a. falder Stig Tokesøn.

Samme år 1151 dør Asser Rig, far til Absalon og Esbern og plejefar til Valdemar.

BLODGILDET I ROSKILDE

Tre år senere i 1154 vender Valdemar sig imidlertid fra Svend, som havde tillagt sig ødsle og udanske vaner, krævede skatter op i stor stil og for øvrigt også havde lagt sig ud med svenskerne.

Knud var ikke sen til at se mulighederne i den nye situation. Han skyndte sig at få sin søster Sofie forlovet med Valdemar, så var der lige som lidt mere hold på ham. De lod sig da også sammen udråbe til konger på Viborg Ting.

Svend havde dog ikke helt tabt modet, så han forsøgte at samle en hær for at tage til Jylland. Men da Sune Ebbesøn også lægger luft til ham, opgiver han og flygter til svigerfar i Tyskland.

Mens Valdemar og Knud de følgende par år sammen styrer Danmark, samler Svend styrke i det sydlige udland. Så meget, at da han i vinteren 1156-57 besætter Slesvig, Fyn og Lolland, foretrækker Valdemar og Knud at forhandle sig til fred. Kongemagten deles, så Valdemar får Jylland, Knud Øerne mens Svend må tage til takke med Skåne. Med i aftalen var også, at de tre konger senere på året skulle mødes.

Knud påtog sig derfor efter nogle måneder værtsskabet og inviterede til gæstebud i Roskilde. Det blev en bloddryppende historie, for det viste sig, at Svend havde holdt gode miner til slet spil. Så da han ud på de sene nattetimer gik til sit sovegemak, var det tegn til, at hans medsammensvorne skulle angribe Knud og Valdemar. Knud overlevede ikke at få hovedet kløvet, men Valdemar lykkedes med nød og næppe at flygte til trods for, at han var såret.

Han og Absalon, der havde været med til gæstebudet, nåede frem til Hvidernes hovedsæde i Fjenneslev til trods for, at Svend og hans mænd ihærdigt eftersøgte dem.

Valdemar var klar over, at det gjaldt om at komme til Viborg Ting, hvis han skulle stille noget op over for Svend. Det lykkedes ham takket være Hvidernes hjælp at komme over bæltet til Fyn og derfra videre til Jylland, selv om Svend gjorde hvad han kunne for at forhindre det.

På Viborg Ting fik Valdemar Svend anklaget for forræderi, ligesom han giftede sig med sin forlovede Sofie, afdøde Knuds søster.

Svend sad ikke med hænderne i skødet. Han samlede sin hær, tog til Jylland og mødte Valdemar og dennes fæller i et voldsomt slag på Grathe Hede. Her blev hele Svends hær hugget ned, og Valdemar stod alene tilbage som konge. Det gjorde han de næste 25 år, og det endda så godt, at fik tilnavnet den Store.

Men da var vores egen Ebbe Skjalmssøn for længst stået af.

HEROLD

Gemeinsame Notiz

Tilføj notat

Intro til middelalder · Intro til at arbejde med kilder · Lærervejledning · Leksikon · Litteratur og links · Sitemap · Om sitet Et land i oprør Konge, stormænd og lærde Kloster og kirke Hvideslægtens stamtræ · Hvideslægtens rigdom

Hvideslægten Ingen dansk slægt har sat sig så mange spor i den danske historie som Hvideslægten. Samtidig er det en af de middelalder slægter vi ved mest om. Det gør vi fordi de gav mange gaver til klostrene, og klostrene skrev alle disse ting ned. Den vigtigste kilde til Hviderne er Saxos Danmarks krønike. Her fortæller Saxo hvordan Hvideslægten spiller en meget vigtig rolle i Danmarks historie.

På grund af Saxo og klostrenes gavebøger kender vi slægten ret godt.

Hvideslægtens stamtræ

Hvordan Hviderne fik deres rigdom ved vi ikke præcist. Men vi ved at slægten allerede fra Skjalm Hvides tid var rig og magtfuld.

Hvideslægtens rigdom

Ud over slægtens rigdom bestod deres magt også i en meget tæt kontakt til kongerne. Skjalm Hvide var høvedsmand over Sjælland og Rygen og tjente 6 konger over mange år. Men den helt tætte kontakt mellem Hviderne og kongemagten etableres da den myrdede Knud Lavards søn Valdemar vokser op hos Asser Rig og hans kone Inge. Her danner Valdemar et livslangt venskab med Assers to sønner, Esbern Snare og Absalon.

De tre drenge blev opdraget i våbenbrug og manerer, som det sømmede sig for en mand af hans og hans to fosterbrødres herkomst.

Valdemar bliver senere konge, Esbern magtfuld stormand og Absalon ærkebisp. Til sammen var de tre en meget magtfuld gruppe.

Hvideslægten forsvinder i 1400 tallet. Deres store rigdomme er gennem mange arvinger blevet splittet ud i mange mindre størrelser, og de slægtsbåndene viskes langsomt ud.

Notiz

Skjalm Hvide, død 1113, storbonde. Ifølge Sorø klosters gavebog var Skjalm Hvide søn af den ellers ukendte Toke Trylle om hvem gavebogen oplyser at han var den første kristne i sin slægt, og Skjalm Hvide havde selv sønnerne Asser Rig, Ebbe og Toke. Oplysningerne findes alle i forbindelse med redegørelsen for stiftelsen af det første kloster i Sorø kort efter 1140, en benediktinerstiftelse som Absalon 1162 omdannede til cistercienserkloster. Det er først og fremmest dette klosters grundlæggelse og ældste historie indtil ca. 1215 som gavebogen er interesseret i; det vides ikke hvornår den er affattet, og det eneste bevarede manuskript er fra ca. 1440, så oplysningerne om Skjalm Hvide og hans familie kan ikke kaldes samtidige. Han har næppe selv ført navnet Hvide, i hvert fald ikke som slægtsnavn, og den navnkundige Hvideslægt som han er stamfar til er en gruppering af slægter som 1500-tallets genealogiske forskningsinteresse har skabt (forbindelsen mellem slægtens forskellige grene er ofte tvivlsom). Skjalm Hvide omtales ofte hos Saxo som en af den (stærke) danske kongemagts vigtigste støtter, især under Sven Estridsen og Erik Ejegod. Efter Rügens erobring fik Skjalm Hvide befalingen her. Det var til ham at Erik Ejegod og dronning Bodil betroede deres søn Knud da de 1102 drog ud på pilgrimsrejsen til Det hellige Land. Skjalm Hvide har ejet store godser, dels på Sorøegnen, dels i Nordsjælland. Han gravlagdes i Fjenneslev der måske var – i hvert fald senere blev – hovedsædet for familiens besiddelser. Fra Fjenneslev førte Absalon Skjalm Hvides og Tokes ben til Sorø. Skjalm Tokeson Hvide (født ca. 1034, død ca. 1113) var en dansk høvding. Han eide store jordeiendommer omkring Sorø på Sjælland, og anses for å være stamfar til den mektige Hvide-slekten. Han var sønn av Toke Trylle (Hvide). Sammen med Svend Estridsen deltok han i Slaget ved Niså i 1062, der han ble tatt til fange av Harald Hårdråde. Herfra flyktet han senere. Han samlet omkring 1100 sjællænderne til hevntokt mod venderne, som hadde drept hans bror. Skjalm Hvide var nært knyttet til Erik I Ejegod, hvis sønn Knud Lavard fra 1102 i noen år ble oppfostret sammen med hans egne sønner Asser Rig og Ebbe Skjalmsen (Hvide). Han fikk dessuten barna Margrete, Cecilie Skjalmsdatter (Hvide) og Toke Skjalmsen (Hvide), alle med hustruen Signe. Høvedsmand på Sjælland, +Fjenneslev ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ Hal Koch skriver om jarletittelen i Danmarks Historie 1060-1241 - Kongemagt og Kirke: <I forbindelse med de nye embeder bør også 'jarledømmet' nævnes. At mægtige stormænd af kongerne har været indsat som styrere af landsdele, er en gammel foreteelse, men hvor gammel selve titeln "jarl" er, er svært at sige. Netop i kong Niels' regeringstid dukker den hyppigere op. Skjalm Hvide var jarl over Sjælland, kongens broder Ubbe var jarl over de sydlige øer, Knud Lavard udnævntes til jarl over grænseegnen mod syd, væsentligt med militære opgaver. Hvorledes jarlenes stilling har været, ved man ikke nøjaktigt, men sikkert er det, at de på lignende måde som ombudsmændene har deltaget i udøvelsen af kongens magt og har styret adskillige anliggender på hans vegne.>

Påstanden om at de disse befatningshavere hadde jarletittel er egentlig feil, da det samtidige kildematerialet bruker titlene <dux> og <comes>. Skjalm gis overhodet ingen tittel i det tilgjengelige kildematerialet. Videre var Ubbe kongens svigersønn, ikke hans bror.

Kongen var langt fra eneveldig. Stiftelsesdokument for klostre og andre dokumenter med angivelse av personnavn viser at en rekke forskjellige stormannsslekter eide tildels store jordbesittelser. Hvideslekten kjennes f.eks. i Midt- og Nordsjælland og Bodil-slekten i Sydsjælland, på Falster og Møn.

Hvideslekten støttet Erik Ejegods etterkommeres krav på tronen. Valdemar den Store ble oppfostret av Skjalm Hvides sønn Asser Rig sammen med Asser Rigs to sønner: Esbern Snare som grunnla Kalundborg og Absalon som ble erkebiskop i Lund. Bodilslekten donerte store verdier til innstiftelse av St. Peders kloster ved Næstved og Skovklosteret, det nåværende Herlufsholm. Skjalm Hvide var en sjællandsk stormann og eide mye jordegods, spesielt i Sorø-distriktet. Han ble stamfar til den mektigste danske stormannsætt i middelalderen. Den blir kalt <Hvideætten>, selv om <Hvide> kun var et personlig tilnavn. Alle hans fire sønner, Toke, Sune, Ebbe og Asser, var ansette høvdinger, og fra de to siste nedstammer mange av Danmarks ypperste menn, bl.a. biskop Absalon, Esbern Snare og Anders Sunesen. Knud Lavard ble oppfostret hos Skjalm da hans foreldre dro på pilgrimsferd til Det Hellige Land. I 1062 fulgte han Svend II Estridsen i kampen mod Harald III Hardråde i Niså. Han ble ifølge Saxo såret og tatt til fange, men klarte å flykte ved Gedesø: <Skjalm Hvide, som i sin Levetid havde hele Sjællands Stridsmagt under sig, blev haardt saaret og omringet af en stor Mængde Fjender, saa han blev tagen til Fange, ikke fordi han havde tabt Modet, men fordi han mistede saa meget Blod, at Kræfterne helt svigtede ham. Og saa stor Ærbødighed viste Fjenderne denne udmærkede Mand, at de for at bevare hans Liv satte ham i sikker Forvaring, skjønt de ellers ikke plejede at skaane deres Fanger. [...] I Nattens Mulm undveg han imidlertid fra sine Bevogtere ved Geddesø.> [Lib. xi, cap. v, 1931:307, overs. 1913 II:10.] Skjalm Hvide (født i første halvdel af 1000-tallet, død ca. 1113) var en sjællandsk høvding med store jordbesiddelser omkring Sorø. Han anses for at være stamfader til den mægtige Hvide-slægt og var selv søn af Toke Trylle (Hvide). Sammen med Svend Estridsen deltog han i Slaget ved Niså i 1062, hvor han blev taget til fange af Harald Hårdråde. Han havde dog senere held til at flygte. Omkring år 1100 rejste Skjalm Hvide sjællænderne til hævntogt mod venderne, der havde dræbt hans broder. Skjalm Hvide var i sine senere år nært knyttet til Erik Ejegod, hvis søn Knud Lavard fra 1102 i nogle år blev opfostret sammen med hans egne sønner Asser Rig og Ebbe Skjalmsen (Hvide). Ud over de nævnte fik han med sin hustru Signe også børnene Margrete, Cecilie Skjalmsdatter (Hvide) og Toke Skjalmsen (Hvide). Hvide, Skjalm,</b> -1102-, Høvding, hørte til en mægtig sjællandskStormandsæt. Som hans Fader nævner en sen Overlevering Toke Trylle;stridende mod Saxos Ord og i sig selv værdiløs er Paastanden om ÆttensNedstammen fra Sagnhelten Palnatoke. S. H. havde Ejendomme vidtomkring paa Sjælland, fremfor alt i Sorøegnen. Tidlig har han faaetdet Hverv at være sin Fødeøs Jarl. Som saadan fulgte han SvendEstridsen til Kampen mod Harald Haardraade i Nisaa (1062), hvor han kæmpede tappert, men daSejeren hældede til Nordmændenes Side, blev han saaret og taget tilFange; ved Gedesø lykkedes det ham imidlertid at slippe fra sineBevogtere. Nu hører man ikke noget om ham før i Oluf Hungers Kongetid.Under de daværende opløste Forhold blev hans Broder Aute paa Vejen fraSjælland til Falster overrasket og fældet af vendiske Sørøvere. Udenat ty til Kongens Hjælp samlede S. H. da paa egen Haand en sjællandsk Hær, drog til Julin ogtvang Indbyggerne til at udlevere de skyldige, der bleve dræbte underde grusomste Pinsler. Da Erik Ejegod begyndte sine sejerrige Tog modVenderne, har S. H. staaet ved hans Side. Efter Rygens Erobring blev han sat til Høvding over denne Ø. Da Kong Erik ogDronning Bodil droge ud paa deres store Pilgrimsfærd (1102), overlodede deres lille Søn Knud til S. H.s Varetægt; han blev saaledesFosterfader for en af Danmarks berømteste Mænd, For øvrigt sendte hannogle Aar efter den unge Kongesøn til Hertug Lothar af Sachsen, og deter tvivlsomt, om han senere har set sin Fostersøn. S. H. maa være dødo. 1113, i høj Alder. Han blev begravet i Fjenneslev Kirke, der har hørt til hans Hovedgaard.Senere blev hans Lig af Sønnesønnen Absalon flyttet til Sorø. -- SomS. H. havde været Danmarks mægtigste Høvding, blev han ogsaa Stamfadertil den mægtigste Stormandsæt, der nogen Sinde har levet blandt de danske. Allerede hans 4 Sønner, Toke, Sune, Ebbeog Asser Rig, vare ansete Høvdinger, og fra de 2 sidste nedstammemange af vore ypperste Mænd, fremfor alle Absalon,. Esbern Snare ogAnders Sunesen. Langt mere end nogen som helst anden Æt have S. H.sEfterkommere hævet Danmark, saa længe de virkede sammen med Kongerne;men da Venskabet forvandledes til Fjendskab, voldte «Hvide-Ætten»ogsaa de største Ulykker over Folk og Land. -- Foruden Sønnerne havde S. H. 2 Døtre:Cæcilia ægtede Peder Thorstensen paa Borg ved Sorø;Margrethe blevogsaa gift, uvist med hvem, men tilbragte sin Enkestand i RoskildeNonnekloster.

MedienobjektSkjalm Hvide.jpg
Skjalm Hvide.jpg
Format: image/jpeg
Bildmaße: 439 × 439 Pixel
Dateigröße: 104 kB
Typ: Foto
MedienobjektSkjalm Hvide 1.jpg
Skjalm Hvide 1.jpg
Format: image/jpeg
Bildmaße: 640 × 404 Pixel
Dateigröße: 172 kB
Typ: Foto